Jeg vågnede tilligt i morges af en ond drøm og kunne bare ikke falde i søvn igen. Stod derfor op og gav mig til at male videre på noget jeg påbegyndte forleden dag. Der er lige lidt arbejdsskader der skal lappes hist og pist, men ellers blev det vist færdigt.
Der står: love is like a butterfly, it goes where it pleases and it pleases wherever it goes.
Nu føler jeg mig ærlig talt lidt småsøvning! 🙂
Jeg kan godt få tiden til at gå, også når det er koldt, vådt og gråt udenfor. Det er jo dejligt, men jeg trænger voldsomt til sol og varme.
Klik på billedet for et større format.
Det er ved at være dræbende med min boform. Jeg får slet ikke udfoldet mig, som jeg ellers har lyst til. Det er jo i grunden enormt trist. Men det er altså svært at stå i boligforeningens spritnye køkken og klytmale – konstant på vagt og bekymret for – om jeg spilder maling, laver ridser og lignende. Jeg kan ikke slappe af, lade mig opsluge og være i processen. Det samme gør sig gældende på altanen! Der er sgu simpelthen ikke plads til mig! Til mine tomater, til alle mine idéer, mit skrammel – og til at vokse! Øv, hvor jeg føler mig fanget og begrænset i situtionen!