Jeg har fået blomkålspizza til aften og som vanligt, blev jeg igen, igen overrasket over den lækre smag og konsistens. Det kan selvsagt slet ikke sammenlignes med en pizza lavet på en almindelig hvedebund, men jeg vil vove den påstand, at det er lige så godt – bare meget anderledes og betydeligt sundere i mavsen. Man får nemlig skovlet rigtig meget grønt indenbords og undgår samtidig stivelse/gluten.
Bunden lavede jeg af 1/2 stort blomkålshoved + 1/4 broccolihoved hakket til blomkålsris i køkkenmaskinen. Deri æltede jeg med hænderne 2 æg, 2 fintrevne hvidløgsfed og 1/2 fint revet løg, 1 spsk. tørret oregano, salt og peber og 2 spsk. HUSK. Fordelte massen på en bageplade beklædt med bagepapir og smed den i en forvarmet ovn på 200 grader. Bagte bunden indtil den havde taget en svag gylden farve og var stivnet på overfladen. Tog pladen ud og smurte pizzabunden med 2 små dåser tomatkoncentrat a 140 gram. Ovenpå tomatsaucen fordelte jeg ca. 100 gram optøet, vredet spinat, cirka 1/4 LOW skinkesalami skåret i tynde skiver, friske, skivede champignon og tyndtskårne stimler af rød og gul peber. Satte pizzaen tilbage i ovnen og bagte indtil grøntsagerne var faldet sammen, omtrent 20-30 minutter. De sidste par minutter med reven ost henover. Min revne mozzarella havde været i fryseren og blev derfor sat i små klumper på pizzaen. På en anden bageplade beklædt med bagepapir stegte jeg samtidig skiveskåret bacon svarende til en pakke. Det røg ovenpå pizzaen lige inden servering, således det forblev sprødt.

