En pose øko wokblanding fra Rema, et par gode kyllingepølser og masser af Palles sunde tapenade … så er jeg ultra godt kørende! Tapenaden lavede jeg en god portion af forleden dag og har guffet den til stort set alt i dagene derefter. Den er altså også bare svimlende god!
Kødtræthed!
Jeg får ind imellem et anfald af kødtræthed og de dage ser mine måltider i grunden lidt alternative ud! Dagens aftensmåltid bestod således af frisklavet humus, sundhedskiks, et par radiser, en gulerod, blomkål/broccolimos og lidt sprød bacon. Helt kødløs var det da ikke! 🙂
Kog broccoli og blomkål til det er mørt, men har bevaret lidt bid. Hæld vandet fra. Tilsæt en klat god øko smør og et nip salt. Blend med stavblender. Mums!
Sundhedskiks
Disse kiks er bagt efter en opskrift af Anette Harbech Olesen. Opskriften er tilgængelig lige her og de smager rigtig dejligt med en klat smør. Mine blev lidt mørke i det, fordi jeg ville give dem et minut mere end opskriften ellers anviser (det afhænger jo også af ovnen) – og glemte dem! Det skal man selvfølgelig ikke!
Sund og glad med mad
Forleden aften, var jeg til et foredrag v/Anette Harbech Olesen og jeg må sige, at mødet ude i virkeligheden, kun har øget min tillid og den umiddelbare sympati, som jeg i forvejen havde fået opbygget via hendes ord på hjemmesiden. Hun forekommer mig og være et smukt menneske, indeni som udenpå, der med en afsmittende entusiasme og et smilende og vindende væsen formidler hendes enorme viden omkring sundhed via maden … på aller bedste vis. Jeg gik i hvert fald derfra med fornyet inspiration og følelsen af at være på rette spor.
